tirsdag den 30. oktober 2012

Må jeg have lov at invitere?

Til fernisering på udstillingen Nathave lørdag d.3. november kl. 13-16 på Galleri LABR - måske ses vi :-)?:



Jeg er en af de deltagende kunstnere i denne kunststafet, som ophavskvinderne Pernille Greve og Mette Malta beskriver således:

"NATHAVE er resultatet af en kunststafet mellem kreative talenter fra flere forskellige brancher. Unika designs fra danske designskoler er udvalgt, stylet og fotografere, hvorefter det færdige foto er givet videre til flere meget forskellige kunstnere, der individuelt har fortolket forestillingen om en ”nathave”. Resultatet er en unik udstilling, der viser en mangfoldighed af kreativitet
 og individuelle fortolkninger.
16 unika modedesign fra 4 modedesignere, 16 fotografier og 8 billedkunstneres individuelle fortolkning af, hvad der sker i nattens mørke have er rammerne for dette unikke kunstprojekt, der forener kunst inden for design, styling, makeup, fotografi, maleri, illustration, tatovering, grafik og tekstil.
”Den oprindelige tanke med NATHAVE var at skabe en smuk serie med modestyles fra designskolerne. Vi ville lave aftenbilleder i naturen, hvor modellerne skulle stå som majestætiske blomster og være det eneste, der trådte frem i lyset af månen. Projektet udviklede sig undervejs, og fra at fotografiet var det endelige værk, fungerer det nu som lærred og baggrund for de kunstnere, vi sendte fotografierne videre til”, fortæller fotograf Pernille Greve.
Hvert enkelt værk i NATHAVE er en rejse, der tager udgangspunkt i modekollektioner fra en håndfuld spirende danske designtalenter. Disse unikadesign er fortolket af stylist og fotograf, og det færdige fotografi er herefter givet videre til otte kunstnere, der med hver deres visuelle udtryk, har fuldendt værket og skabt den NATHAVE, de er i. På den måde forener NATHAVE flere kunstarter under samme tema og er i sig selv en eksplosion af sanseindtryk.
”NATHAVE er en leg med kontraster mellem lys og skygge, enkle og stærke farveeksplosioner, som vi kender det fra klassisk malerkunst”, udtaler stylist Mette Maltha, ”Nysgerrighed har været den stærke drivkraft og for at understrege magien i hvert enkelt kunstværk, har vi arbejdet med at finde det helt rigtige modedesign, modeller og ikke mindst kunstnere til projektet”.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar